Griffelråd – Sorte og brune pletter på tomaterne kan være griffelråd

Oplever du at dine tomater får brune eller sorte pletter i bunden, som gradvist vokser og gør tomaten uappetitlig, kan det være tegn på griffelråd.

Griffelråd er betegnelsen for et fænomen, hvor tomater begynder at få en brun eller sort plet i bunden. Tomaten ser ikke videre appetitlig ud, og pletten vil blive større i takt med at tomaten vokser. Det er et ganske almindeligt problem på tomater i hobbydrivhuse, men kan heldigvis sagtens forebygges.

Hvordan ser griffelråd på tomater ud?

Den brun/sorte plet vil starte på bunden af tomaten, og blive mere og mere tydelig, efterhånden som tomaten vokser. Området vil virke råddent eller se tør og vissen ud. Ofte vil den øverste del af tomaten se helt fin ud til at starte med, men til sidst kan hele tomaten være ramt af råddenskaben.

Hvorfor får tomaterne griffelråd?

Problemet skyldes at tomaterne har en skæv balance af næringsforholdene i vandet, som oftest et underskud af kalk (calcium), og er meget almindeligt for hobbyavlere, som bruger plantesække og kapillærkasser i drivhuset. Jeg har også selv døjet med det, indtil jeg fik styr på hvad problemet skyldtes.

Plantesækkene, specielt de billigste af dem, indeholder næsten ingen eller intet gødning og mineraler, og derfor vil disse som regelt bære dele af skylden.

Vander du udelukkende med regnvand, kan det også være en medvirkende årsag, da dette ikke indeholder samme kalkmængder som almindeligt vand i vandhanen.

Fænomenet med griffelråd forstærkes ofte af kraftig solstråling og varme, da planternes aktivitet her er højere.

Giv tomaterne kalk og undgå griffelråd

For at minimere risikoen for at dine tomater angribes af griffelråd, skal du sørge for at tilføre tomaterne kalk. Du kan begynde at blande en smule kalksaltpeter i vandet du vander tomatplanterne med, eller drysse lidt havekalk ud på jorden rundt om tomatplanterne.
Går du meget op i de helt rigtige forhold, bør du forsøge at ramme et pH-niveau på omkring 6.5.

Undgå at give tomaterne alt for meget gødning, da de forskellige mineraler kan hæmme kalkindholdet.

Sørg for god udluftning i drivhuset, så temperaturen ikke er alt for varm, og du får luftfugtigheden i drivhuset sænket. Du kan også kalke vinduerne drivhuset, bruge skyggepasta, skyggegardiner eller anden skygge, for at sænke varmen i drivhuset. Jeg lufter altid selv godt ud, både med automatiske vinduesåbnere, men åbner også døren i drivhuset, på de varme dage. På en varm dag, når temperaturen i drivhuset højt op, så det er vigtigt at tage højde for dette.

Sørg så vidt muligt for en jævn vandtilførsel, så tomatplanternes rødder opnår de bedst mulige vilkår. Brug også gerne vand fra vandhanen, da dette indeholder mere kalk end eksempelvis opsamlet regnvand.

Dyrk rabarber i haven – det er nemt

Rabarber i havenRabarber er nemme at dyrke og allerede i foråret bærer arbejdet frugt. Der kan du nemlig hente de første lækre stilke. Dog kan du faktisk hente stilke i næsten hele perioden marts-oktober.

Alle kan dyrke rabarber. Når du har købt rabarberen på planteskolen, planter du den bare i helt almindelig havejord, og rabarber kan både gro i sol og let skygge, så der behøver du ikke være alt for fintfølende. Vær opmærksom på, at rabarber tager masser af plads, så det er en god idé at afsætte ca. en kvadratmeter til hver plante.

Vand, vand, vand din rabarber!

Som rabarberdyrker er din fornemste opgave at vande dine rabarbere. Efter du har plantet dem skal de regelmæssigt have vand. På den måde får rødderne bedst fast. I tørre perioder er det ekstra vigtigt at du vander rabarberne godt. Og har du plantet dine rabarbere i meget tør havejord må du være ekstra gavmild med vandet.
Vil du være ekstra sikker på en overdådig rabarberhøst skal du sikre jorden masser af muld og næring. Det kan du sikre med gødning f. eks. staldgødning og om efteråret kan du dække planterne til med kompost og visne blade.

Du må væbne dig med tålmodighed

Selv om du hurtigt ser rabarberne blive store og flotte, må du væbne dig med tålmodighed. Samme år som du har plantet må du ikke høste af planterne og året efter bør du holde igen. De næste 10-13 år kan du så næsten høste som du vil, der vil være masser af skønne stilke at trække. Overvælder din rabarber dig med massevis af lækre stilke, kan du sagtens fryse en flok ned, det er lækkerier at hive ud af fryseren senere på året.
Bemærk, i perioden omkring sankthans og 1,5-2 måneder frem, bør du ikke trække stilke fra dine rabarber, da dine rabarber der indeholder et højt indhold af oxalsyre.

Høst kun stilkene

Når du høster dine rabarber skal du kun høste stilkene. Du skal have fat helt i bunden af stilkene, men samtidigt må du ikke skade plantens hjerteskud, ellers bryder der ikke nye stilke frem. Det er en god idé kun at høste en del af din rabarber af gangen.
Rabarber har også store, dekorative blade, men de er ikke spiselige. Dem kan du blot nyde synet af og senere smide i komposten.

Vælg netop din rabarber

Der findes flere rabarbersorter, nogle er høje, andre er små, nogle er syrlige, andre søde, nogle smagfulde, andre kun med svag smag. Men ingen er svære at dyrke, så du skal bare vælge; Spangsbjerg, Elmsfeuer, Elmsblitz eller Marshalls Early Red?
Spangsbjerg og Elmblitz har begge masser af stilke og giver et stort udbytte. Spangsbjerg har røde stilke, mens Elmblitz har både røde og grønne stilke.
Elmsfeuer og Marshalls Early Red giver knap så mange stilke, Elmsfeuer har røde stilke, mens Marshalls Early Red har de flotteste stilke af alle rabarber, de er dybrøde, og rabarberen kaldes også vinrabarber.
Alle typer rabarber er velsmagende, dog er Spangsbjerg og Marshalls Early Red mest velsmagende, mens Elmblitz har den svageste smag. Elmsfeuer og Marshalls Early Red er bedst egnet til nedfrysning.

God fornøjelse med din rabarber

Du kan få en masse godt ud af din rabarber. Du kan lave sød saft, kompot, en god marmelade eller en lækker tærte. Rabarber fungerer desuden glimrende i et utal af desserter, så der er ingen undskyldning for ikke at få lidt lækkerier ud af din succes i haven.

Se i øvrigt en opskrift på jordbær/rabarbar muffins.

Lækre jordbær/rabarber muffins med friskplukkede rabarber fra haven

Opskrift på jordbær / rabarbar muffinsFriske jordbær og rabarbar smager skønt, og fungerer rigtigt godt i kager og som desserter. Se en opskrift på lækre jordbær/rabarber muffins.

Har du friske jordbær og rabarber i haven, har du grundingredienserne til at skabe mirakler i køkkenet. Jordbær og rabarber mixet, smager nemlig udsøgt, og fungerer rigtigt godt i kager, desserter, marmelade, grød, saft og meget mere.

En af de lækre ting du kan trylle frem, er jordbær/rabarber muffins. De vil gøre lykke ved ethvert kaffebord. Desuden er de nemme og hurtige at lave.

Opskriften herunder giver cirka 10-12 muffins.

Ingredienser:

100g margarine
3/4 dl mælk
2 æg
1,5 dl sukker*
1-2 tsk vanillesukker*
1 tsk bagepulver
2,5 dl hvedemel
1,5 spsk. kartoffelmel
2 dl friske jordbær
3 dl rabarber

* Indholdet af sukker kan øges/mindskes en smule alt afhængig af hvor syrlige rabarberne er.

Fremgangsmåde:

  1. Smelt margarine i en kasserolle og tilsæt mælken. Margarine og mælken varmes op, men må ikke bringes i kog.
  2. Pisk æg og sukker sammen i en skål.
  3. Bland mel, kartoffelmel, sukker og vanille sammen i en anden skål.
  4. Bland roligt det opvarmede margarine/mælk og melblandingen ned i den piskede ægblanding.
  5. Jordbær og rabarbar skæres ud i tern og blandes sammen med dejen.
  6. Lad dejen hvile lidt.
  7. Dejen hældes herefter i muffinforme, og bages ved ca. 225 grader i 10-12 minutter.

Dværgvagtler i drivhuset – undgå skadedyr med kinesiske dværg vagtler

En fin måde at bekæmpe skadedyr og myrer i drivhuset er ved at holde dværgvagtler i drivhuset. De er både hyggelige at se på og effektive til at tage det kravl der måtte findes i drivhuset.

Vagtler i drivhuset. Og så endda kinesiske vagtler! Første gang jeg hørte dette, troede jeg godt nok at det var en joke. Men nej, og det viste sig endda at det er mere udbredt med vagtler i drivhuset, end man umiddelbart skulle tro.

Der er flere gode grunde til at overveje at holde kinesiske dværgvagtler i dit drivhus. Den åbenlyse grund er at bruge dem som nyttedyr. De kinesiske dværgvagtler er rigtigt effektive til at holde uønsket kryb væk, og tager de små insekter der måtte komme ind i drivhuset.

Vagtlerne kan også tage lidt af det grønne ukrudt og uønskede planter i drivhuset.

Derudover er kinesiske dværgvagtler hyggelige at have gående, og ikke mindst børn, vil finde dem sjove at holde øje med. Det kan blive en hel sport at passe og håndtere de små fugle, og se om man kan få vagtel-kyllinger ud af anstrengelserne.

Sikring af drivhuset

Hvis du vil holde vagtler i drivhuset, skal du huske at sikre drivhuset godt, så fuglene ikke stikker af. Er de først ude, kommer de ikke hjem af sig selv igen. Det er derfor vigtigt at sætte eksempelvis voliere-net for vinduer og døre, så vagtlerne ikke kan stikke af. Maskestørrelsen i nettet skal ikke være for stort, da det jo er nogle små fugle, vi har med at gøre.

En anden vigtig del i sikringen af drivhuset, er at rovdyr ikke skal kunne komme ind i drivhuset. Her tænker jeg på specielt katte og ræve. Er der voliere-net i metal for døren, bør dette kunne holde dem ude. Men er der ræve i området, kan det måske være nødvendigt at grave net ned i jorden rundt om drivhuset også.

Fodring af kinesiske dværgvagtler

Vagtlerne kan ikke leve af insekter og andet kravl alene, så du skal sørge for andet foder også. Giv dem forskellige frøsorter og foderblandinger. Der kan bl.a. købes foderblandinger specielt til vagtler. Giv dem også levende mad i form af eksempelvis melorme.

Pasning af kinesiske dværgvagtler i drivhus

For at de små vagtler skal have det så godt som muligt, bør du indrette drivhuset en smule efter deres tilstedeværelse. Sørg for at der er mulighed for at de har nogle skjulesteder, hvor de kan gemme sig, finde skygge osv. Det kunne være bunddække, en redekasse eller lignende. Der skal også være adgang til forskellige slags redemateriale. Det kunne være halm eller hø.

Giv også gerne de små kinesiske dværgvagtler et lille område med sand, hvor de kan sandbade. Og hav desuden lidt småsten/grus eller knuste muslingeskaller liggende, som fuglene kan spise og bruge i deres fordøjelse.

Vigtigt er det også at dværgvagtlerne har adgang til vand. Stil et lille fuglebad eller fad ind, som de kan drikke vand fra. Har du kyllinger skal du passe på at vandfadet ikke er alt for dybt, da de meget små unger så vil kunne drukne i vandet.

Overvintring

Jeg har hørt flere forskellige meninger om kinesiske dværgvagtler kan overvintre i drivhuset. Flere siger at de godt kan, mens andre siger at de ikke kan tåle frost. Jeg selv ville ikke turde tage chancen, og lade dem overvintre i et uopvarmet drivhus, med de kolde vintre vi har haft de sidste par år. Sørg derfor for at opvarme drivhuset med varmelamper, isolering eller andet, så drivhuset er frostfrit. Giv dem et godt tykt lag strøelse og bunddække, så de ikke får kolde fødder.

Alternativt kan man tage fuglene ind vinteren over, og have dem stående i et bur i en garage, skur eller lignende, hvor det er frostfrit.

Ynglende vagtler

Holder du kinesiske dværgvagtler, kan det godt være at du får vagtel-unger en dag. Et par, eller en han og flere høner, vil med de rette forhold ofte give æg, og du kan være heldig at det munder ud i små kyllinger. Det er jo altid en oplevelse i sig selv, men du skal være opmærksom på at de små vagtelkyllinger hurtigt kan stikke af. Du skal derfor sikre dit bur lidt yderligere, evt. med en fast kant på 15-20 cm nederst ved døre osv, hvis ikke du har en tilpas lille maskestørrelse på dit bur/net.

De kinesiske dværgvagtler kan godt finde på at lægge æg flere steder i drivhuset, og vil nogen gange flytte lidt rundt på æggene, for at finde det bedste sted til rugningen. Vagtlerne ruger på æggene 16-17 dage.

Får du kyllinger, kan du give dem noget startfoder-granulat tilsat lidt æggefoder og valmue. Du kan typisk købe en sådan blanding der hvor du køber fuglefoder.

Køb kinesiske dværgvagtler

Du kan købe kinesiske dværgvagtler flere steder. Du kan tage fat på et vagtel-opdræt, eller forhøre dig hos en dyrehandel. Ofte vil du også kunne se annoncer for salg af dværgvagtler i Den Blå Avis.
Se f.eks.: Egtved Vagtelopdræt