Hobbydrivhuset.dk

artikler om drivhus og have

Det børnevenlige drivhus

Forfatter: Theis
Dato: 17/06-12
Emner: Drivhus, Planter, Tomater

En af de mange glæder ved at holde drivhus, er når børnene deltager og får noget ud af de mange lækre afgrøder. Vores datter er heldigvis super glad for at komme i drivhuset, og jeg skal da gerne indrømme at jeg indretter drivhuset, så der er masser at komme derind efter.

De fleste afgrøder er valgt efter at hun skal kunne gå og spise af dem, og der er plads mellem planterne så hun kan komme rundt.


Lad børnene hjælpe dig i drivhuset

Man kan nemt skabe en interesse for drivhuset hos børn. Lad dem hjælpe med hele processen. Når drivhuset skal gøres forårsklart, kan en 3-årig sagtens hjælpe til med en vandslange eller skrubbe vinduerne med en børste. Når der skal plantes ud, kommer hun med ud på planteskolen og kan være med til at vælge planter, og derefter hjælpe med at plante dem i plantesækkene.

Vi har selvfølgelig en lille lyserød planteskovl, en rive og en minivandkande i drivhuset, så hun kan være med når hun vil.

Opbinding af tomater med flamingofigur

Sjov opbinding af planterne

Selv opbindingen af tomater og agurker kan gøres børnevenligt. Køb nogle små opbindingsfigurer som forestiller dyr og figurer, og brug dem til at holde rundt om planterne og opbindingspæle. Vi har både flamingoer og frøer i vores drivhus, og det sætter lidt kulør på. Og børnene elsker det.

Opbindingsfigurer kan købes på planteskolen og i supermarkeder. Jeg plejer selv at anskaffe dem i Netto, hvor man typisk får 2 for en tyver.

Cherrytomater og cocktailtomater

Saftige og velsmagende tomater er et sikkert hit, og “babytomater” i form af cherrytomater og cocktailtomater er nemme at gå til for de mindste. De har lige den rigtige størrelse.

Skoleagurker

Udover almindelige agurker planter vi også altid skoleagurker. De er perfekte til madpakken og gode til bare at gå og snacke af, når man er i haven. Der kommer desuden altid mange skoleagurker i drivhuset, og naboens tre drenge står altid klar til at tage i mod overskydende skoleagurker.

Velsmagende krydderurter

Krydderurter fungerer også glimrende. De smager godt og er nemme lige at plukke et par blade af. Min datter er nu nok også “krydderurtoman”, da hun tager fra af de meste. Basilikum, persille, purløg og oregano er blandt favoritterne, men selv løvstikke og rosmarin ryger også ned.

Til gengæld er der respekt for chilierne, efter hun fik fat i en af de stærkere sidste år.


Andre afgrøder til det børnevenlige drivhus

Der findes mange andre ting man kan plante i drivhuset, for at gøre det mere børnevenligt, men det er lige med at få plads til det hele. Græskar og melon er også sjove, men fylder meget. Noget af det må man så plante ud i køkkenhaven i stedet.

Har du forslag til et børnevenligt drivhus, må du endelig skrive en kommentar herunder.



Skriv en kommentar