Drivhussæson 2013 er i gang

Så kom der endeligt gang i drivhuset igen. Lidt senere end forventet, men det har været et koldt forår og de første varme forårsweekender er blevet brugt til at anlægge en lille terrasse og derefter opsætte et legehus på den.
Men nu er der styr på det, og ungerne kan lege i legehuset, mens far passer drivhuset.

Drivhussæsonen 2013 er startet
I år har min datter Thea på 4½ været med til at bestemme indholdet i drivhuset. Hun ville gerne have tomater, agurker og peberfrugter. Så det har vi selvfølgelig fået. Jeg har aldrig haft den helt store succes med peberfrugter i drivhuset, men i år skal det så være.

Så der er blevet indkøbt to pebefrugtplanter af arten Rubinne. Det er en aflang rød snackpeber, som man kender dem fra supermarkedet.

Klargøring til den nye drivhussæson

Kr. Himmelfartsferien blev indledt med en grundig rengøring af drivhuset. En sæbeopløsning med brun sæbe blev anvendt, og vinduer, karme og stolper blev sæbet ind, og derefter skrubbet godt med en stivbørstet kost. Det gør underværker ved den grønlige algebelægning, som hurtigt kommer i løbet af en drivhussæson. Til sidst blev det hele spulet grundigt af med haveslangen.

Kapillærkasserne fik også en tur, dog uden sæbeopløsning, og blev herefter sat op. Det passer lige med 8 kapillærkasser i mit lille hobbydrivhus. Og så er der stadig plads til at man kan komme ind mellem dem.

Agurker i drivhuset

Som altid skal der vlre agurker i drivhuset. Og da ungerne elsker de små skoleagurker, købte jeg igen 3 skoleagurkplanter. Det sikrer at der løbende er agurker til os hele sommeren. Dertil satte jeg en alm. salatagurk også.

Som noget nyt har jeg også prøvet en ny form for agurk. Jungleagurk (Zehneria Srabra). Jeg havde i hvert fald ikke set den før. Men den skulle give nogle små sjove agurker med god smag. Om ikke andet får vi da prøvet det af.

Tomater i drivhuset

Tomatplanter er dem vi har flest af. Jeg sætter tre planter i hver kapillærkasse, og da vi alle sammen mest er til de mindre tomater, har jeg slet ikke sat nogen alm. store tomater i år.

Det i stedet blevet til en række blommetomater, cocktailtomater og cherrytomater. Tomat arterne er i år Flavorino, Dasher, Parvula, Symphony, Farvorita, Sungold og en Black Cherry. Det skulle gerne sikre nogle gode salater i løbet af sommeren, samt massevis af guf til ungerne, der kan rende og plukke dem selv.

Krydderurter i drivhuset

Som altid har jeg også massevis af krydderurter i drivhuset. Krydderurter vokser altid helt suverænt der, og nogle få planter kan sikre os dejligt friske urter hele sæsonen. Så der er blevet sat krydderurter i drivhuset, samt tilføjet et par ekstra til whiskeytønden på terrassen. Enkelte urter overlever ikke vinteren udenfor.

I drivhuset er der som sædvanligt plantet persille, oregano, basilikum, rosmarin og timian.

Dertil kommer en enkelt chiliplante (Tapas), som ligger lige under middel i stærkhed.

Tilbage er bare at få skruet op for sol og varme, så vi kan få gang i de mange planter.