Hobbydrivhuset.dk

artikler om drivhus og have

At have et hobbydrivhus er vel næsten det samme som at sige man er hobby tomatavler. Tomatplanter er nemme at dyrke i et drivhus, og kan med lidt god pasning sikre dig friske tomater hele sommeren.

Lad os slå to ting fast med det samme. Tomater fra eget drivhus, er altså bare de bedste, og nej, de er ikke svære at få til at gro i et drivhus!

Når det er sagt, giver det da også kun mening at tomatplanter nærmest er os danskeres nationalplante, når det kommer til drivhuset. Jeg kan endnu ikke mindes at have stødt på et drivhus hos venner og bekendte, uden at der står mindst et par tomatplanter.
Jeg selv er opvokset med tomater af egen avl, hvor de gamle kørte 50/50 i drivhuset, med tomater på den ene side og agurker på den anden. Det gav masser af friske tomater, og vi elskede dem.

Derfor har jeg selvfølgelig også altid tomater i mit eget drivhus, og vil her gerne komme med et par råd til dig, så du får mest ud af dine tomatplanter.


Skal du så tomatplanterne selv, eller købe dem?

Jeg har prøvet begge dele selv, men dog kun mest for hyggens skyld, at jeg såede dem selv et par år. Tomatplanter du selv sår, giver nu fine nok tomater. Men det er noget mere besværligt, og kræver lidt mere kontrol med omgivelserne, så som temperatur og placering.

De små spæde tomatspirer og tomatplanter, bør nok starte indendørs, men samtidigt ikke holdes på en alt for varm temperatur. For meget varme kan give høje og spinkle tomatplanter. Det vil gøre kravene til opbinding større senere hen. Lidt koldere klima for planterne, vil give dig lidt kraftigere tomatplanter, da de ikke vokser helt så hurtigt.

De par gange jeg har sået min egne tomatplanter, har jeg startet omkring 1. april, så tomatplanterne når at få en fin størrelse inden jeg sætter dem ud i drivhuset.

Min foretrukne måde er dog helt klar at anskaffe tomatplanterne på planteskolen, når det er tid til at sætte dem ud i drivhuset. Så slipper man for pasningen, og kan købe lige netop den størrelse tomatplante, man vil.

For både de købte tomatplanter og de hjemmesåede, gør det sig gældende, at jeg sætter dem i drivhus primo maj måned.

Hvilke tomatsorter er gode?

Der findes jo et utal af tomatsorter. De mest populære er nok bøf-tomater, cherry-tomater, blomme-tomater og mere klassiske tomater som Gemini eller Elin.

Men det gode ved tomater er at der findes mange flere end bare de klassiske sorter. Prøv at eksperimentere lidt med nogle forskellige sorter, og lur dig frem til dem som smager bedst for dig.

Jeg har selv flest cherrytomater og blommetomater, da jeg synes de smager rigtigt godt. Men har efterhånden prøvet en række af. Både tigerstribede tomater, gule tomater og brune/sorte tomater.

Ønsker du mere smag i tomaterne, kan du ofte lade dem hænge så længe som muligt, da de så vil kunne oparbejde en kraftigere smag.


Opbinding af tomatplanter i kapillærkasse

Tomatplanter vil gro fint både i jorden i drivhuset og i kapillærkasser. Jeg foretrækker selv det sidste, da man så ikke behøver at vande hver eneste dag i sommerperioden. Når solen bager, drikker hver tomatplante hurtigt flere liter vand i døgnet. I kapillærkasser kan der typisk være 40-50 liter, så det sikrer dig at du ikke behøver vande hver dag.

Jeg vander selv typisk en gang i ugen, i højsæsonen, hvor jeg fylder kapillærkasserne op.

Hvis de får lov, vil tomatplanterne vokse pænt i vejret, og vil normalt skulle bruge støtte, for ikke at knække eller vælte omkuld i drivhuset. Derfor plejer jeg at sætte en opbindingspæl ved hver tomatplante, som planten kan vokse op ad. Jeg bruger små planteklemmer eller plastsnor til at holde planten op af pælen, hvilket fungerer glimrende.

Hver plante og pæl giver jeg desuden en snor der går op til loftet af drivhuset, som tomatplanterne så kan kravle op ad også. Det giver både planter og pæle solid støtte, så de ikke vælger når tomaterne begynder at myldre frem på planterne.

Der findes specielle pæle, fjedre med videre til den slags. Men disse koster normalt kassen i et byggemarked, og de selvkonstruerede pæle fungerer lige så godt. Du kan evt. bruge bambuspinde eller pinde fra elefantgræs, hvis du går ind for at genanvende havens bevoksning i drivhuset.

Gødskning af tomatplanter

Du kan med fordel gøde dine tomatplanter med jævne mellemrum. Jeg bruger selv en standard drivhusgødning, som jeg putter i vandet i kapillærkasserne, hver gang jeg fylder vand på. Det kunne være Pindstrup drivhusgødning 4-1-6 eller Substral drivhusgødning 5-1-4.

Det sikrer en nogenlunde jævn fordeling af gødning, og mine tomatplanter stortrives under disse forhold.


Knib og beskær dine tomatplanter

Som nævnt vokser tomatplanter rigtigt godt – og hurtigt. Det er derfor vigtigt at være over dine planter flere gange om ugen. Tomat planterne sætter nemlig mange sideskud, som uberørt vil blive til lange grene som igen sætter flere skud.

Alt for mange af disse vil kunne tage kraften fra planten, så tomaterne ikke vil blive så store og talrige som de ellers kunne.
Knib derfor de fleste sideskud af, medmindre du gerne vil have en gren ud et par steder på planten.

Sideskuddene vil du se i ”sammenføjningerne” på tomatplanten. Altså i starten mellem hovedstænglen og de enkelte grene/blade. Får de lov til at vokse, vil de nye sammenføjninger/hjørne give tilsvarende skud, og så fremdeles.

Og det går hurtigt. Tager du på en uges ferie midt i højsæsonen, kan du sagtens skulle fjerne meget lange sideskud, når du kommer hjem. Så mit råd er at løbe planten igennem hver 2-3. dag, så du får fjernet dem mens de stadig er små.

Du bør desuden fjerne unødvendige blade efterhånden som sæsonen skrider frem. Når tomaterne er sat på hovedplanten, fjerne jeg normalt alle de blade fra hovedstænglen, som sidder under den nederste klase på tomatplanten. Disse blade er der ingen grund til at planten bruger krudt på.
Når nederste klase er plukket, gentager jeg processen op til den nye nederste tomatklase.

Får tomatplanterne lov til at vokse op ad som de vil, vil du som mig nok også støde på at de når loftet af drivhuset på et tidspunkt. Knib derfor toppen af tomatplanten af, så den ikke sætter flere blade og klaser opad. Herefter er det kun sideskuddene, der stadig vil kunne vokse opad, og dem kan du jo også kontrollere.


64 kommentarer til “Tomatplanter i drivhuset – sådan dyrker du tomater i drivhus”


  1. Lotte Fast:


    davs
    et lille spørgsmål måske du kan sige mig hvorfor bladerne på vores tomatplanter krøller sig sammen der er 3 år i træk at de ligner ja jeg ved ikke hvad og når vi kommer længere hen og der bliver modne tomater så bliver de brune i bunden og rådner…
    vi har vasket drivhuset over det gør vi hver forår og vi skifter også altid poserne i kasserne, der er ikke tegn på sygdom i bladene andet end at de krøller sig sammen ingen dyr eller pletter på bladene så vi er temlig frustreret over hvad der ligger til grund for at de bliver ved med at krølle og rådne hilsen en kolonihave ejer

  2. Theis:


    Hej Lotte

    Jeg har et par bud på hvad der kan være galt. Jeg har nemlig også selv prøvet at bladene på nogle af mine tomatplanter krøller.

    1) Sørg for at tomaterne ikke har det alt for varmt. Jeg bruger selv automatisk vinduesåbnere i mit drivhus, men derudover åbner jeg altid døren op, på de varme dage. En god udluftning er nødvendig for at holde planterne sunde. Det kan også være nødvendigt at kalke vinduer, eller bruge skyggepasta. Dette har jeg dog ikke selv haft brug for.
    For lidt udluftning vil også kunne give dig problemer med at blade og stilke mugner og rådner.

    2) Det kan også skyldes overgødning. For voldsom gødning kan også give de krøllede blade.

    Med hensyn til at dine tomater rådner i bunden, så kunne det godt lyde som griffelråd. Det skyldes formentligt at de har mangel på kalk. Fænomenet er ikke unormalt, og ses ofte når man bruger plantesække eller oftest vander med regnvand. Nu ved jeg ikke hvilken type vand du bruger. Men prøv evt. at blande noget kalksaltpeter i dit vand, eller drys noget havekalk ud på jorden omkring tomatplanterne.

    Håber det kan hjælpe på dine udfordringer med tomaterne. :-)

  3. Cecillia:


    Mange tak for alle de gode råd. jeg er meget glad, vi har nemlig lige fået en, og her har vi fået alle de svar vi søgte.

  4. Anders:


    Hejsa har lige et spørgsmål
    Jeg vil selv bruge planter i drivhuset, men hvornår er det bedst at plante dem????
    og evt. hvornår det er bedst at plante skole agurke planter?

  5. Theis:


    Cecilla, jeg er glad for at høre at du kan bruge rådene. :-)

    Anders, jeg planter gerne min tomater og agurker omkring 1. maj. Hvis vejret tillader det. Du skal gerne undgå nattefrost, så når den er ovre kan du roligt plante dem ud. Men min egen tommelfingerregel er 1. maj. :-)

  6. Benjamin:


    Hej Theis

    Tak for et super fin guide. Jeg har selv lige købt hus, men flytter desværre først ind midt i juni. Jeg skal skynde mig og ud købe et vægdrivhus, men kan jeg stadig nå at købe tomatplanter, på en planteskole evt, og få udbytte af det, i denne sommer? Ellers skal jeg hellere sætte næsen op efter næste år.. Ville også gerne have agurker, når vi lige er ved emnet :-)

    Mvh
    Benjamin

  7. Theis:


    Hej Benjamin

    Jeg tænker at du stadig kan nå det. Men ellers kan du jo overveje at så nogle tomatspirer selv nu. Så kan planterne måske nå at få en god størrelse til de skal ud i vægdrivhuset.

    Agurker kan du nok godt få i juni. Et gammelt huskeråd siger at tomater skal sættes ud til mors dag, og agurkernes til fars dag. Hvis planteskolen går lidt efter dette, bør de have agurker i starten af juni også.

    Jeg selv sætter gerne dem ud før. Faktisk kom mine tomater og agurker i drivhus i den netop overståede weekend.

    Men held og lykke med huset og det kommende drivhus.

  8. Gitte:


    Hej Theis.
    Jeg har anskaffet mig et vægdrivhus, og tomatplanterne er sat :) Jeg er meget uerfaren inden for dette felt og har lige et spørgsmål ang. udluftning. Er det nødvendigt at lufte ud lige pt når det ikke er særlig varmt? Eller skal man lufte ud hver dag uanset temperatur?
    Ellers må jeg sige, at jeg blev meget klogere af at læse dine råd :)
    Hilsen Gitte

  9. Theis:


    Hej Gitte

    Lyder godt at du får noget ud af hjemmesiden. :-)

    Med de temperaturer vi har haft her på det seneste er det ikke så nødvendigt med udluftningen. Planterne har brug for varme nu. Men prøv at holde øje med temperaturen i drivhuset. Hvis du når over ca. 20 grader, kan du godt begynde at lufte ud

    Jeg bruger selv automatiske åbnere, og har indstillet dem til lige godt 25 grader. Derefter åbner de selv mine vinduer. Temperaturen skyldes at der også er agurker i drivhuset. De vil gerne have lidt mere varme end tomater. Bliver det rigtigt varmt åbner jeg også dørene i drivhuset.

    Behovet for udluftning bliver også større når planterne bliver større. Så skaber de mere fugt i drivhuset, end de lidt mindre planter.

    Mvh
    Theis

  10. Jan:


    Hej Theis

    Du skriver at man skal nippe/klippe sideskuddene af, hvor tidligt skal man begynde på dette, har selv lige plantet ud i deres kapillærkasser, og de står med hovedstammen og et par sideskud, ca. 25-30 cm høje?

    Jan

  11. Theis:


    Hej Jan.
    Det skal du begynde på nu. Jeg nipper selv mine så snart de er plantet i kasserne. De vokser lynhurtigt, så det er med at tage dem mens de er små.

  12. lilli pedersen:


    Hej.
    Vi har købt drivhus,vores første, vi har bl. andet ntomatplanter vi er ikke enige om hvordan man “nipper” dem,min mand siger at dem,sideskuddene, jeg nipper af er dem der bærer tomater!Jeg tager dem der kommer inde vedstænglen og ved et sideskud og kan godt se der er blomster på nogle af dem,men hvad er det rigtige?
    Venlig Hilsen Lilli.

  13. Theis:


    Hej Lilli
    Du gør det i mine øjne rigtigt. Når man kniber tomatplanter, skal man tage de sideskud der vokser ud i “hjørnet” mellem hovedstængel og grene/blade. Du skal nok få tomater alligevel. Hvis du ikke kniber dem af vil de vokse og vokse, og give mange grene og ja, måske flere tomater. Men da planten bruger mange kræfter på de mange grene og frugter, giver det typisk et ringere udbytte. Ved at forhindre sideskuddene, koncentrerer planten sig om at lave gode tomater til dig. Færre grene og blade givet normalt også sundere tomatplanter, da der vil være bedre luftcirkulation omkring dem. Når det er sagt, så kan du sagtens lade et enkelt sideskud vokse, så du får to hovedstængler. Men så heller ikke mere. :-)

  14. Tina:


    Hej

    Jeg har fået 2 tomat planter af mine børn i “mor´s” gave…der er kun kommmet 1 tomat…jeg er helt “grøn” hva angår tomatåplanter…de står på terassen under halvtaget hvor der for det meste er varmt…begge planter er vokset meget siden jeg har fået dem…
    Nå men nu til spørgsmålene :o)
    Kommer der løbende tomater på planterne eller er det sådan at der så kun kommer den ene i år +
    Og er tomatplanter et årig eller kan man “gemme” dem til næste år og hvordan “gør” man så det ?

    MVH amatør tomatarvleren :o)

  15. Theis:


    Hej Tina
    Det skal lige siges at jeg ikke har den store erfaring med tomater udendørs, men tomaterne vokser videre, og i drivhuset vil der normalt blive ved med at komme tomater, hvis ikke man begrænser top og sideskud. Kulden har formentligt også noget at sige, og kan måske begrænse antallet af frugter. Jeg ville nok se tiden an, lade nogle få sideskud vokse ud, og så ellers håbe på at vi får en varm og solrig sommer. :-)

    Tomater er faktisk en flerårig plante, men da den ikke tåler frost, ser man det sjældent herhjemme. Hvis du vil holde liv i dem flere sæsoner, skal du have dem ind i vinterperioden.
    Du må vurdere om det er besværet værd. Jeg starter selv forfra hvert forår. :-)

  16. kirsten:


    jeg har tomater i drivhuset hvor små bitte fluer lever i jorden og når jeg banker på jorden kan jeg se de flyver rundt er der noget og gære ved det problemet.

  17. Charlotte:


    Hej

    hvornår vil du anbefale at jeg beskærer toppen af mine tomatplanter?

    De er begyndt at vokse mig “over hovedet”. Der er 6 store klaser af tomater og de trives godt.

    Vil planter og tomater tage skade af at jeg amputerer den nu?

    Charlotte

  18. Bent Rokkjær:


    Er der nogen der ved om tomatplanter i drivhus visner og går ud, hvis der er en tobaksryger, der rører ved planten, eller ryger inde i drivhuset.??????

    Det mener min svigerdatter. Så jeg må ikke gå ind i deres drivhus.
    (:-)

  19. Theis:


    Kirsten, hvad farve har fluerne? Både tomater og jord kan være hjemsted for mange dyr. Er de hvide, kunne det være mellus, som god kan lide specielt tomatplanter.

    Prøv at se her:
    http://www.havenyt.dk/skadedyr_og_plantesygdomme/43.html

  20. Theis:


    Charlotte, jeg ville nok tage toppen nu så. Jeg tager selv toppen af mine tomatplanter, når de når toppen af drivhuset. Der bør ikke ske noget ved at du tager toppen nu, så kan planten bruge kræfter på at give dig gode tomater.

  21. Theis:


    Bent, det kan faktisk være skadeligt. Tomatplanterne kan få en sygdom der hedder tobakmosaikvirus (TMV), som kan overføres fra en rygers hænder, hvis de har været i berøring med inficeret tobak. Jeg tænker at det er dette dit svigerdatter har hørt om. Det skulle kunne undgås ved at vaske hænder grundigt inden berøring og beskæring af tomater.

  22. lene:


    Hej
    Er myrer skadelige i drivhuset og i såfald hva kan man gøre for at fjerne dem?

    Du skriver at du fjerner de nederste blade på tomaten, gør det med en saks eller klipper dem af. Altså hvordan er det mest skånsom at gøre det?
    Tak, lene

  23. Theis:


    Hej Lene
    Myrer er normalt ikke direkte skadelige i drivhuset. Dog har de for vane at passe på bladlus, som kan være skadelige for planterne, da de kan føre til honningdug og skimmelsvamp. Hold derfor øje med om du har mange bladlus. Vil du gerne af med myrerne kan du jo anskaffe et par dværgvagtler. De tager bl.a. myrer. Dværgvagtler kan du læse om her på bloggen.

  24. Knud V Nielsen:


    Hej Theis: Jeg har tomatplanter i mit drivhus,de står i kapillærkasser, men de er blever gule i yderkanten af bladene og krøller en lille smule.
    Kan det skylles at jeg bruger for stærkt gødning eller hvsd.
    MVH
    Knud

  25. Theis:


    Hej Knud
    Det kan godt skyldes for megen gødning. Prøv at holde lidt igen med gødningen, og sørg for god udluftning i drivhuset.

  26. Jeppe:


    Hej Theis
    Mine tomatplanter er plettede i bladene. Bedst beskrevet som leopardplettede. De står i minidrivhus sammen men en agurk og en peber. Agurken er også helt gul, og de små agurker den havde sat er gået ud. Peberen vokser nærmest ikk. Det hele får masser af vand, men måske for lidt gødning. Der er masse af grønne tomater på planterne og en enkelt der er ved at være orange.
    Jeppe

  27. Theis:


    Hej Jeppe. Det kunne godt lyde som om det kunne være fordelingen af vand, næring og temperatur. Prøv at droppe gødningen, og se om det hjælper. Temperaturen skal også være i orden, samtidigt med at der kommer lidt udluftning til planterne.

  28. Malene:


    Hej
    Mine tomater er blevet plette, hvad har jeg gjort forkert.
    Derud over giver planterne ikke mange tomater.
    Hilsen malene

  29. Anna Hansen:


    Hej!

    Det var da en masse gode råd jeg har fundet på din side – takker!
    Har dog et problem som jeg ikke fundet svar på – håber du kan hjælpe! :o)
    Jeg får MEGET LIDT tomater i mit drivhus for andre år træk, og forstår ikke hvorfor! Planterne er store og sunde, i god vækst – men selve frugten af arbejdet udebliver!
    Jeg har 3 planter fra et gartneri, 3 planter som jeg har forspiret af frø fra sidste års tomater og 3 planter forspiret af “købe-frø” (gule tomater, sk. kultur-arv), og jeg har samme problem med alle planter. De gule tomater har f.eks givet totalt 4 tomater på 3 planter…. :o(
    Jeg synes ikke at der kommer så mange blomster, så der er vel problemet – spørgsmålet er så bare, hvorfor?
    Jeg har rystet planterne hver dag for at fremme bestøvning.
    I øvrigt er der agurker, chili og druer i drivhuset – og her er der bare velstand med masse frugt!
    Hvad gør jeg forkert, tro?
    Mvh Anna

  30. michael schultz:


    hej min kone har et drivhus med tomater men de bliver ikke røde har du i et svar på det vh. ms

  31. Theis:


    Hej Målene. Pletterne kan skyldes mange ting, eks. problemer med gødning. Du skriver at du ikke får så mange tomater. Husker du at knibe planterne?

  32. Theis:


    Hej Anna. Tak for rosen. Der kan være mange grunde til at du ikke får så mange tomater på planterne. Det kan skyldes kulde, varme, ændring i gødningsmængden, vandmangel mv. Sørg for at drivhuset har en god temperatur. Når det er varmt, så åben drivhuset, så vind og insekter kan komme ind og hjælpe med bestøvningen.

  33. Theis:


    Hej Michael. Det skyldes formentligt en af disse ting: tomaterne får for lidt sol og varme. De skal bruge dette for at blive røde. Eller også skyldes det at planterne ikke bliver beskåret og knebet. Sørg for at fjerne alle sideskud, nye skud i toppen og klip alle blade af nederst på planten, op til den første gren med tomater. Planten skal nu ikke bruge energi på at vokse, kun på at modne dine tomater.

  34. Henrik:


    Hej
    Ganske kort : kan man dyrke tomater på sin altan ?? Der er sol
    hele dagen. Mine planter er sået for 1 md. siden i køkkenet og
    er plantet ud i små potter. Er ca. 12 cmhøje nu. Skal man være
    opmærksom på noget specielt vedr. opbinding mv. , HVIS det kan lade sig gøre på altan ? Og hvor høje bliver planterne. Hvor mange små planter skal sættes i f.eks. en 10-ltr. spand? Du kan nok høre, jeg er HELT uerfaren !! På forhånd tak.
    Henrik

  35. Lars Larsen:


    Hej Theis.
    Jeg læst alle indslag på denne side og lært en masse ,der er en ting som jeg er i tvivl om .Jeg er helt med på at man skal fjerne sideskud og til dels topskud men min gamle far sagde at man skulle klippe bladene af efter nr 4 blad på hver gren(håber du forstår hvad jeg mener)er der hold i det ? jeg kan godt forstå at en masse blade måske taget næring fra selve frugterne ,hvad er din kommentar til det ?
    Mvh Lars

  36. Lars Larsen:


    Hej Theis.
    Jeg er helt med på at man skal fjerne sideskud på planten men jeg har ladet mig fortælle at man også skal fjerne de resterende blade på planten efter nr 4 blad ,er der noget i det .
    Mvh Lars Larsen

  37. Lene:


    Hej :-)

    Vil høre om det kunne være en fordel eller ikke at komme lidt hestegødning i plantesækken inden man planter ud? Og kan det bruges som gødning istedetfor kunstgødning?

    Og er det ikke rigtig at tomaterne helst ikke skal stå i direkte som men plante agurkerne hvor der er mest sol og stille tomaterne bag dem?
    Mvh. Lene

  38. Theis:


    Hej Henrik
    Ja det kan du godt. Jeg har selv prøvet at have et minidrivhus stående, og det fungerer glimrende på en altan.
    Jeg har ikke prøvet at have dem stående på en altan udenfor et minidrivhus, men vil tro at det sagtens kan lade sig gøre.

    Du siger selv der er masser af sol, så vil jeg tro det burde være fint til dem.

    Blæser det meget kan det måske blive et problem. De skal helst stå lidt beskyttede.
    Til opbinding skal du måske overveje at bruge nogle ekstra pinde, så planten ikke flagrer for meget til siderne. En høj tomatplante kan hurtigt tippe, så du skal nok have pinde hele vejen rundt om.

    Jeg ville nøjes med en enkelt plante pr. spand. Tomater vokser meget og breder sig.
    Højden styrer du selv. Når du ikke vil have dem højere, tager du topskuddene.

  39. Theis:


    Hej Lars
    Jeg har godt hørt om det, men plejer ikke at gøre det selv. Jeg tager dog gerne de blade som er under den første frugtførende gren på tomatplanten.

  40. Bent Rasmussen:


    Jeg har hørt at man kan bruge kød og benmel til gødning ved tomater, hvor meget er der om det ?

  41. Tine:


    Hej
    Skal man fjerne noget som ligner side skud når det er blosmter og ikke en stilk.
    Midter stilken har delt sig i to og i mellem dem er der kommet en lille klase med blomster, er det normalt?

    Vh Tine

  42. Theis:


    Hej Lene
    Du burde godt kunne bruge hestegødning i dine plantesække. Jeg bruger selv kunstgødning, primært fordi det er det nemmeste.

    Agurkerne vil gerne have sol i hvertfald, så det kan være fint at have tomaterne bagerst.
    Jeg placerer også altid agurkerne i mit drivhus i den side, hvor solen står mest på. Det ene år jeg prøvede at bytte rundt på dem, gav de ikke så godt. Så året efter var agurkerne på plads igen, mens tomatplanterne måtte tage til takke med den anden side af drivhuset.

  43. Theis:


    Hej Bent
    Benmel kan du godt bruge til gødning. Jeg har ikke selv erfaring med brug af benmel til gødning. Men del endelig ud af din viden, hvis du giver dig i kast med det. :-)

  44. Theis:


    Hej Tine
    Det behøver du ikke. Nogen gange kommer der lidt sjove blad- og grenformationer på tomater. Der kan nærmest komme grene og skud alle steder, så det er meget normalt.

    Når der er blomster kan der sagtens komme tomater her.

  45. Niels:


    Hej Theis
    Du skriver i din indledning at man med lidt god pasning kan sikre sig friske tomater hele sommeren.

    Jeg har dyrket tomater i nogle år, og høster de første tomater sidst i Juli og den egentlige høst er i August.

    Har du nogle råd til hvordan man kan få tidlige tomater.

  46. ivar:


    Mine forældre mener at man ikke må overbruse tomatplanter i drivhuset – hvilket for mig lyder som volapyk -fof hvad med dem på friland – skal de så skærmes for regnbyger ?
    Hvad mener du ? Når jeg overbruser dem på en varm dag ser det ud som den nyder det

  47. Theis:


    Hej Niels
    Det kræver normalt at flere krav opfyldes, hvis du skal have tidlige tomater. Der findes forskellige tomatsorter som kan høstes tidligt, prøv eks. Tamina. Derudover skal der selvfølgelig være godt med sol og varme, så tomatplanterne har gode forhold.

    Men ligesom dig har jeg også størst høst fra sidst i juli. I år kunne dog godt se god ud, men de mange dage med sol indtil videre. :-)

  48. Theis:


    Hej Ivar
    Der kan være noget om det. Den høje luftfugtighed i drivhuset, kan gøre at der nemmere kan komme skimmel på bladene, speciel hvis de er meget fugtige.
    Men overbrusning kan godt hjælpe planterne på dage med meget varme. Men sørg for at gøre det tidligt, så bladene kan nå at tørre inden natten.
    Udluftning er desuden et must, så der ikke bliver for fugtigt i drivhuset.

    Mvh
    Theis

  49. Johannes:


    I mange år har jeg selv lavet mine tomatplanter, ved såning i spirekasse, dernæst under kunstlys, ud og ind hver dag, når vejret var til det. Mit problem i år er, at den første frugtsætning er alt for højt oppe ca.70 cm. med tidligere år
    ca. 35-40cm. I år var temp. under kunstlys ca. 19-20 grader
    Tidligere år ca. 15-16 grader. Kan temp. være årsagen eller har du et bedre bud.
    Med venlig hilsen
    Johannes Green
    Brovst

  50. Brian Fuglsang:


    Hej.

    Det her er mit første år med drivhus, så jeg er ægte rookie!
    Mine tomater vokser rigtig meget og sætter mange klaser. Jeg har løbende fjernet en del af bladene, så der kan komme lys til tomaterne. Men kan der fjernes for mange? Har det indflydelse på modningen af tomaterne?
    Jeg har fjernet dem løbende, og planterne har uden problemer vokset sig større og større.

    Mvh.

    Brian

  51. birthe månsson:


    jeg har mange tomater på planterne men:kun 3/4 af hver tomat er rød. Resten er “grøn” ved bunden – hvor tomaten “hæfter” ved stilken. Hvad er årsagen?? Det grønne går ind i tomaten kan jeg se når jeg skærer tomaten op. mvh Birthe – jeg har samme problem hvert år ?? Nogle af de mindste tomater er helt røde.

  52. Anna-Birgith Jensen:


    Hej.
    Mine tomater bliver nok røde men kun op til ca 3/4 rasten er grøn og vil ikke blive rød.
    V.H,
    Anna-Birgith

  53. Theis:


    Hej Johannes
    Jeg er ret sikker på at det er årsagen. Jo varmere planterne har i den tidlige fase, jo mere vil de skyde i vejret.
    Står de meget varmt, bliver stænglerne ofte højere og slankere. Hvis de står lidt køligere, bliver planterne ofte mere “robuste”,

  54. Theis:


    Hej Brian
    Håber du bliver bidt af det. Det er skønt med eget drivhus. :-)

    Det er fint at fjerne lidt blade, bare pas på med ikke at overdrive. Der skal helst blade til, for at tomaterne bliver bedst.

    Jeg tynder også selv ud, og fjerne i hvert fald de nederste op til den første gren med tomater på.

  55. Theis:


    Hej Birthe og Anna-Birgith
    Svarer lige jer begge samlet, da det er samme problemstilling I har.

    Problemet med at tomaterne er grønne i den ene ende, kaldes grøn nakke, og kan skyldes at tomaterne får for meget direkte sol, og at lufttemperaturen er for høj.
    Er der meget varmt i drivhuset, bør man sørge for god udluftning, og evt. sørge for skygge. Fænomenet ses gerne i perioder med megen sol, som vi har i øjeblikket.

    Mit råd er derfor at sørge for god udluftning, pas på med de høje temperaturer, og sørg for at tomaterne altid har vand, enten i kapilærkasser, eller ved at vande jævnligt.

    I min seneste artikel skriver jeg lidt om temperaturen i drivhuset. http://www.hobbydrivhuset.dk/drivhus/hvor-varmt-ma-det-blive-i-drivhuset/

  56. Katrine:


    Hej Theis

    Fantastisk gode svar du giver.
    jeg har 9 tomatplanter i kapilærkasser i mit driv hus af forskellig art. I en af kasserne er hovedstammener blevet meget tykke og hårde, samtiddig er der ligesom kommet en lidt mug agtigt belægning. Bladene krøller og der er sparsomt med nye blomster. Der er tomater på, men har måtte plukkeen del umodne, der ligesom er “forstenet”. Er det noget du kender til? På forhånd tak

    Katrine

  57. Theis:


    Hej Katrine
    Tak. Godt at du kan bruge dem. Håber også jeg kan hjælpe dig. :-)

    Der kan være flere årsager til at bladene på tomatplanterne bliver krøllede. De to mest nærliggende er:

    1) Det kan skyldes at du gøder lige rigeligt. I så fald burde det kunne forbedres, ved at undlade at gøde i en periode, men bare vande med rent vand.

    2) Det kan også skyldes for meget varme i drivhuset, og for store udsving i temperaturen i løbet af dagen og natten.

    Den mug-agtige belægning tyder på at det kunne være temperaturen og udluftningen, som der er problemer med. For høj varme og den høje luftfugtighed, kan give planterne problemer med mug og skimmel. Sørg for god udluftning, specielt i den her varme periode vi har i øjeblikket. Det kan være godt med åben dør i drivhuset hele dagen, når solen bager ned.

    De hårde tomater kan også skyldes for meget sol. Det kunne være et tegn på grøn nakke, som jeg beskrev i mit forrige svar. For meget sol og høje temperaturer, kan stoppen processerne i tomaterne, så de forbliver grønne og hårde.

  58. Ivar:


    Hej Theis

    Tak for en god side! den har givet mig gode svar og ideer

    Mine forældre mener at man ikke må overrisle tomatplanterne og agurkeplanter med en “lille yderst lokal regnbyge”
    Jeg mener det er noget pjat og at en smule “regn” kun vil være godt for planterne

  59. Dorrit Jensen:


    Hej.
    Jeg vil gerne vide til hvilken side det er bedst at sætte tomatplanterne/ agurk / peber, i vores drivhus.
    Vores drivhus vender den ene side mod syd og den anden side mod nord. Vores planter plejer at stå i kapillærer kasser. Vi har selv opluk vinduer og er gode til at lufte ud, indimellem sætter vi et lagen op for at give skygge. Tomatplanterne krøller i bladene, nogle af tomaterne bliver brun/sorte i den ende hvor stilken ikke sidder. Vi plejer at plante skole/mini agurk. Sidst var de kugle runde i den ene ende, mange blev gule og visnede bare hen. Vores peber har altid mange blade og overskygger peberen. Vi gøder men måske for meget. Jeg håber på svar. Dorrit

  60. Theis:


    Hej Dorrit

    Jeg har selv størst erfaring med at have mine tomatplanter stående i den side der vender mod nord, og agurkerne i den sydlige side. Agurkerne kan så give en smule skygge til tomaterne, og det ser ud til at fungere. Jeg prøvede at bytte rundt et år, og det gik mærkbart ud over tomathøsten. Så jeg ville prøve at sætte tomaterne mod nord, hvis jeg var dig.

    Tomaterne kan ofte få lidt krøllede blade. Det kan skylde flere ting. Ofte vil store temperatursving kunne spille ind, men også lidt rigeligt gødning, kan give krøllede blade.

    Den brune/sorte plet i bunden lyder som om det kunne være griffelråd. Prøv at se her.
    http://www.hobbydrivhuset.dk/drivhus/griffelraad-tomater/

    Gule agurker er næsten uundgåeligt. Det er så hyppigt et problem, at jeg har skrevet et helt blogindlæg om det. Prøv at se her: http://www.hobbydrivhuset.dk/drivhus/hvorfor-visner-agurkerne/

    Overgødning kan sagtens give problemer, så prøv at justere lidt på mængden. Gødning er godt, men ikke i alt for store mængder. Det er lige med at finde den rette balance. Der afhænger også af hvor tit I hælder vand i kapilærkasserne.
    Jeg kan ikke give dig et perfekt svar på dette. Det er lidt med gefühl. Prøv evt. at se på den mængdeangivelse der står på din gødning, og så giv lige en lille smule mindre.

    Håber det kan hjælp dig.

  61. Bo:


    Hej Theis,

    Vi skal for første gang prøve at have et lille altandrivhus. Vi er dog begrænset lidt f en højde på 50 cm. Findes der planter der er gode at dyrke i den højde?

  62. asger madsen:


    Man kan allerede nu( 9. april) købe tomatplanter i Netto . Er det for tidligt, at plante de første tomter i drivhus nu?

  63. Theis:


    Hej Bo
    Både tomater og agurker har en tendens til at blive noget højere, men kan begge holdes nede med beskæring. De vil dog typisk ikke give så meget udbytte, hvis de holdes så meget nede. Jeg ville nok ikke gå denne vej.

    Hvis du er til chili, så var det oplagt at prøve med sådan en. De fylder ikke så meget, og højden på mange chiliplanter ligger også cirka omkring de 50 cm. Det samme for peberfrugter.

    Ellers kan du jo overveje krydderurter. Eks. basilikum elsker et varmt drivhus.

  64. Theis:


    Hej Asger
    Det afhænger meget af temperaturen i drivhuset. Vi har flere og flere lune dage, men nætterne er stadig kolde. Så hvis du vil plante ud allerede nu, skal du være meget opmærksom på at der ikke bliver for koldt. Du skal i hvert fald sikre dig en ekstern varmekilde, i tilfælde af kolde nætter. Nogen bruger stearinlys, men du kan også få drivhusvarmere.

    Jeg venter selv gerne med tomaterne til senere. Påsken i år, kunne være en mulighed, da den falder sent. Men ellers typisk omkring 1. maj.


Skriv en kommentar






Emner