Drivhussæson 2013 er i gang

Så kom der endeligt gang i drivhuset igen. Lidt senere end forventet, men det har været et koldt forår og de første varme forårsweekender er blevet brugt til at anlægge en lille terrasse og derefter opsætte et legehus på den.
Men nu er der styr på det, og ungerne kan lege i legehuset, mens far passer drivhuset.

Drivhussæsonen 2013 er startet
I år har min datter Thea på 4½ været med til at bestemme indholdet i drivhuset. Hun ville gerne have tomater, agurker og peberfrugter. Så det har vi selvfølgelig fået. Jeg har aldrig haft den helt store succes med peberfrugter i drivhuset, men i år skal det så være.

Så der er blevet indkøbt to pebefrugtplanter af arten Rubinne. Det er en aflang rød snackpeber, som man kender dem fra supermarkedet.

Klargøring til den nye drivhussæson

Kr. Himmelfartsferien blev indledt med en grundig rengøring af drivhuset. En sæbeopløsning med brun sæbe blev anvendt, og vinduer, karme og stolper blev sæbet ind, og derefter skrubbet godt med en stivbørstet kost. Det gør underværker ved den grønlige algebelægning, som hurtigt kommer i løbet af en drivhussæson. Til sidst blev det hele spulet grundigt af med haveslangen.

Kapillærkasserne fik også en tur, dog uden sæbeopløsning, og blev herefter sat op. Det passer lige med 8 kapillærkasser i mit lille hobbydrivhus. Og så er der stadig plads til at man kan komme ind mellem dem.


Agurker i drivhuset

Som altid skal der vlre agurker i drivhuset. Og da ungerne elsker de små skoleagurker, købte jeg igen 3 skoleagurkplanter. Det sikrer at der løbende er agurker til os hele sommeren. Dertil satte jeg en alm. salatagurk også.

Som noget nyt har jeg også prøvet en ny form for agurk. Jungleagurk (Zehneria Srabra). Jeg havde i hvert fald ikke set den før. Men den skulle give nogle små sjove agurker med god smag. Om ikke andet får vi da prøvet det af.

Tomater i drivhuset

Tomatplanter er dem vi har flest af. Jeg sætter tre planter i hver kapillærkasse, og da vi alle sammen mest er til de mindre tomater, har jeg slet ikke sat nogen alm. store tomater i år.

Det i stedet blevet til en række blommetomater, cocktailtomater og cherrytomater. Tomat arterne er i år Flavorino, Dasher, Parvula, Symphony, Farvorita, Sungold og en Black Cherry. Det skulle gerne sikre nogle gode salater i løbet af sommeren, samt massevis af guf til ungerne, der kan rende og plukke dem selv.


Krydderurter i drivhuset

Som altid har jeg også massevis af krydderurter i drivhuset. Krydderurter vokser altid helt suverænt der, og nogle få planter kan sikre os dejligt friske urter hele sæsonen. Så der er blevet sat krydderurter i drivhuset, samt tilføjet et par ekstra til whiskeytønden på terrassen. Enkelte urter overlever ikke vinteren udenfor.

I drivhuset er der som sædvanligt plantet persille, oregano, basilikum, rosmarin og timian.

Dertil kommer en enkelt chiliplante (Tapas), som ligger lige under middel i stærkhed.

Tilbage er bare at få skruet op for sol og varme, så vi kan få gang i de mange planter.

Det børnevenlige drivhus

En af de mange glæder ved at holde drivhus, er når børnene deltager og får noget ud af de mange lækre afgrøder. Vores datter er heldigvis super glad for at komme i drivhuset, og jeg skal da gerne indrømme at jeg indretter drivhuset, så der er masser at komme derind efter.

De fleste afgrøder er valgt efter at hun skal kunne gå og spise af dem, og der er plads mellem planterne så hun kan komme rundt.


Lad børnene hjælpe dig i drivhuset

Man kan nemt skabe en interesse for drivhuset hos børn. Lad dem hjælpe med hele processen. Når drivhuset skal gøres forårsklart, kan en 3-årig sagtens hjælpe til med en vandslange eller skrubbe vinduerne med en børste. Når der skal plantes ud, kommer hun med ud på planteskolen og kan være med til at vælge planter, og derefter hjælpe med at plante dem i plantesækkene.

Vi har selvfølgelig en lille lyserød planteskovl, en rive og en minivandkande i drivhuset, så hun kan være med når hun vil.

Opbinding af tomater med flamingofigur

Sjov opbinding af planterne

Selv opbindingen af tomater og agurker kan gøres børnevenligt. Køb nogle små opbindingsfigurer som forestiller dyr og figurer, og brug dem til at holde rundt om planterne og opbindingspæle. Vi har både flamingoer og frøer i vores drivhus, og det sætter lidt kulør på. Og børnene elsker det.

Opbindingsfigurer kan købes på planteskolen og i supermarkeder. Jeg plejer selv at anskaffe dem i Netto, hvor man typisk får 2 for en tyver.

Cherrytomater og cocktailtomater

Saftige og velsmagende tomater er et sikkert hit, og “babytomater” i form af cherrytomater og cocktailtomater er nemme at gå til for de mindste. De har lige den rigtige størrelse.

Skoleagurker

Udover almindelige agurker planter vi også altid skoleagurker. De er perfekte til madpakken og gode til bare at gå og snacke af, når man er i haven. Der kommer desuden altid mange skoleagurker i drivhuset, og naboens tre drenge står altid klar til at tage i mod overskydende skoleagurker.

Velsmagende krydderurter

Krydderurter fungerer også glimrende. De smager godt og er nemme lige at plukke et par blade af. Min datter er nu nok også “krydderurtoman”, da hun tager fra af de meste. Basilikum, persille, purløg og oregano er blandt favoritterne, men selv løvstikke og rosmarin ryger også ned.

Til gengæld er der respekt for chilierne, efter hun fik fat i en af de stærkere sidste år.


Andre afgrøder til det børnevenlige drivhus

Der findes mange andre ting man kan plante i drivhuset, for at gøre det mere børnevenligt, men det er lige med at få plads til det hele. Græskar og melon er også sjove, men fylder meget. Noget af det må man så plante ud i køkkenhaven i stedet.

Har du forslag til et børnevenligt drivhus, må du endelig skrive en kommentar herunder.

Så er der sat tomater og agurker

Lørdag d. 12. maj blev dagen hvor jeg fik starten drivhussæsonen 2012 op for alvor. Jeg havde nogle uger forinden gjort mit drivhus forårsklart, så selve udplantningen gik rimeligt hurtigt.

Som jeg plejer bruger jeg kapillærkasser, og havde indkøbt en stak plantesække fra Pindstrup.

Sidste sæson eksperimenterede jeg lidt med placeringen af tomater og agurker, uden det store held, og i år er jeg derfor vendt tilbage til mit normale udgangspunkt. Tomater i den nordlige side af drivhuset, og agurker i den side der vender mod syd.

Jeg har i år købt blommetomater, cherrytomater og alm. tomater. Ikke noget stort og ikke noget eksperimenterende. Men med en ny baby der lander indenfor en overskuelig fremtid, regner jeg ikke med at 2012 bliver det år, jeg får tilbragt mest tid i mit drivhus. Desværre. Så det bliver så let og overskueligt et udvalg som muligt i år.
🙂

Agurkerne blev en 3/4 fordeling af skoleagurker og alm. agurker. Min datter elsker skoleagurker, og de er perfekte til madpakker og frugtdage i børnehaven. Så selvfølgelig skulle vi have flest af dem igen i år.

Som rosinen i pølseenden har jeg plantet rosmarin og persille, og inden længe kommer der basilikum og oregano til. Det er skønt med masser af krydderurter i drivhuset, og dem nyder vi godt af hele sommeren igennem.

Agurkeplanter i drivhuset
 

Tomatplanter i drivhuset
 

Tomater i plantesæk i drivhuset
 

Krydderurter i drivhuset

Tips til at dyrke gode tomater med masser af smag

Dyrker du tomater i drivhuset vil du nok gerne have tomater med masser af smag. For at opnå smagfulde tomater er der flere ting du kan gøre. Herunder får du et par tips til at dyrke tomater med masser af smag.

En af grundene til at jeg dyrker tomater i mit hobbydrivhus, er at jeg selv ønsker at kunne eksperimentere med forskellige tomatsorter og smage. Jeg kan godt lide at tomater smager af noget.

Jeg har dog hørt flere sige at de har svært ved at få smag i deres tomater i drivhuset, og vil derfor prøve at komme med et par tips til at dyrke gode tomater med masser af smag.

Det er dog vigtigt at du sætter dig for at du vil have kvalitet frem for kvantitet. Hellere lidt færre tomater der smager af meget, end mange tomater der smager af lidt.

Tomater skal have lys

Ønsker du så god smag som muligt, er det vigtigt at dine tomatplanter får masser af lys. Lyset laver al den energi der skal bruges til at lave planen og frugterne.

Sørg derfor for at have god plads mellem dine tomatplanter, så de så vidt muligt undgår at skygge på hinanden. Bruger du plantesække, bør du derfor nøjes med at benytte to af ”hullerne”, i stedet for at sætte eks. 3 tomatplanter i hver plantesæk. Optimalt set bør tomatplanterne have op mod en meters plads rundt om sig, men det lader sig nok sjældent gøre i de fleste hobbydrivhuse.

God jord med plads til tomatplantens rødder

En anden vigtig kilde til at opnå gode smagfulde tomater, er at sikre at planterne kan lave en god og stor rod. Roden skal kunne blive så stor at den kan skaffe vand og næringsstoffer nok til tomatplanten.

Sørg derfor for at sætte tomatplanterne i en god jord, så rødderne nemt kan vokse. Jo mere plads de har at vokse på jo bedre. Så brug samme princip som med lyset. Bruger du plantesække, så sæt så få planter pr. sæk, som muligt.

Den billigste plantesæk er heller ikke nødvendigvis den bedste. Vælg en af de dyrere, hvor jorden er af en bedre blanding og mindre sur.

Jeg bruger selv typisk en af Pindstrups plantesække, sat oven på en kapillærkasse. Om efteråret kan man her se røddernes omfang, da rødderne når helt ned gennem hullerne i kapillærkasen, og ud i vandet. Tomatplanter laver store rødder, så pladsen er vigtig.

God smag kommer fra gødning

Vigtigt for at få gode tomater med smag er også at sørge for at tomaterne får næringsstoffer og mineraler. Disse bliver nemlig også omsat til smagsstoffer, og sikrer dermed tomaterne en bedre smag.

Du skal derfor gøde dine tomatplanter jævnligt. Jeg gøder selv hver gang jeg fylder vand i mine kapillærkasser.

Sørg for en god temperatur i drivhuset

Temperaturen i drivhuset er også vigtig. Der må hverken være for varmt eller for koldt. Har du en høj temperatur i drivhuset, vil du normalt kunne få saftige tomater, men typisk uden så meget smag. Sørger du for at holde en lavere temperatur, gerne 20-22 grader eller deromkring, vil tomaterne blive mere faste og med større smag.

Sørg derfor for at lufte godt ud i drivhuset og lav skyggeforanstaltninger, hvis nødvendigt, for at holde temperaturen nede. På en varm sommerdag hvor solen bager på drivhuset, vil temperaturen nemlig kunne nå meget højt op.

Vælg en smagfuld tomatsort

Tomatsorten har selvfølgelig også en del at sige. Nogle typer tomater har bare kraftigere smag end andre. Prøv dig derfor frem og se hvilke sorter som smager bedst for dig. Jeg selv holder fortrinsvis af cherrytomater og blommetomater.

Griffelråd – Sorte og brune pletter på tomaterne kan være griffelråd

Oplever du at dine tomater får brune eller sorte pletter i bunden, som gradvist vokser og gør tomaten uappetitlig, kan det være tegn på griffelråd.

Griffelråd er betegnelsen for et fænomen, hvor tomater begynder at få en brun eller sort plet i bunden. Tomaten ser ikke videre appetitlig ud, og pletten vil blive større i takt med at tomaten vokser. Det er et ganske almindeligt problem på tomater i hobbydrivhuse, men kan heldigvis sagtens forebygges.

Hvordan ser griffelråd på tomater ud?

Den brun/sorte plet vil starte på bunden af tomaten, og blive mere og mere tydelig, efterhånden som tomaten vokser. Området vil virke råddent eller se tør og vissen ud. Ofte vil den øverste del af tomaten se helt fin ud til at starte med, men til sidst kan hele tomaten være ramt af råddenskaben.

Hvorfor får tomaterne griffelråd?

Problemet skyldes at tomaterne har en skæv balance af næringsforholdene i vandet, som oftest et underskud af kalk (calcium), og er meget almindeligt for hobbyavlere, som bruger plantesække og kapillærkasser i drivhuset. Jeg har også selv døjet med det, indtil jeg fik styr på hvad problemet skyldtes.

Plantesækkene, specielt de billigste af dem, indeholder næsten ingen eller intet gødning og mineraler, og derfor vil disse som regelt bære dele af skylden.

Vander du udelukkende med regnvand, kan det også være en medvirkende årsag, da dette ikke indeholder samme kalkmængder som almindeligt vand i vandhanen.

Fænomenet med griffelråd forstærkes ofte af kraftig solstråling og varme, da planternes aktivitet her er højere.

Giv tomaterne kalk og undgå griffelråd

For at minimere risikoen for at dine tomater angribes af griffelråd, skal du sørge for at tilføre tomaterne kalk. Du kan begynde at blande en smule kalksaltpeter i vandet du vander tomatplanterne med, eller drysse lidt havekalk ud på jorden rundt om tomatplanterne.
Går du meget op i de helt rigtige forhold, bør du forsøge at ramme et pH-niveau på omkring 6.5.

Undgå at give tomaterne alt for meget gødning, da de forskellige mineraler kan hæmme kalkindholdet.

Sørg for god udluftning i drivhuset, så temperaturen ikke er alt for varm, og du får luftfugtigheden i drivhuset sænket. Du kan også kalke vinduerne drivhuset, bruge skyggepasta, skyggegardiner eller anden skygge, for at sænke varmen i drivhuset. Jeg lufter altid selv godt ud, både med automatiske vinduesåbnere, men åbner også døren i drivhuset, på de varme dage. På en varm dag, når temperaturen i drivhuset højt op, så det er vigtigt at tage højde for dette.

Sørg så vidt muligt for en jævn vandtilførsel, så tomatplanternes rødder opnår de bedst mulige vilkår. Brug også gerne vand fra vandhanen, da dette indeholder mere kalk end eksempelvis opsamlet regnvand.

Tomatplanter i drivhuset – sådan dyrker du tomater i drivhus

At have et hobbydrivhus er vel næsten det samme som at sige man er hobby tomatavler. Tomatplanter er nemme at dyrke i et drivhus, og kan med lidt god pasning sikre dig friske tomater hele sommeren.

Lad os slå to ting fast med det samme. Tomater fra eget drivhus, er altså bare de bedste, og nej, de er ikke svære at få til at gro i et drivhus!

Når det er sagt, giver det da også kun mening at tomatplanter nærmest er os danskeres nationalplante, når det kommer til drivhuset. Jeg kan endnu ikke mindes at have stødt på et drivhus hos venner og bekendte, uden at der står mindst et par tomatplanter.
Jeg selv er opvokset med tomater af egen avl, hvor de gamle kørte 50/50 i drivhuset, med tomater på den ene side og agurker på den anden. Det gav masser af friske tomater, og vi elskede dem.

Derfor har jeg selvfølgelig også altid tomater i mit eget drivhus, og vil her gerne komme med et par råd til dig, så du får mest ud af dine tomatplanter.

Skal du så tomatplanterne selv, eller købe dem?

Jeg har prøvet begge dele selv, men dog kun mest for hyggens skyld, at jeg såede dem selv et par år. Tomatplanter du selv sår, giver nu fine nok tomater. Men det er noget mere besværligt, og kræver lidt mere kontrol med omgivelserne, så som temperatur og placering.

De små spæde tomatspirer og tomatplanter, bør nok starte indendørs, men samtidigt ikke holdes på en alt for varm temperatur. For meget varme kan give høje og spinkle tomatplanter. Det vil gøre kravene til opbinding større senere hen. Lidt koldere klima for planterne, vil give dig lidt kraftigere tomatplanter, da de ikke vokser helt så hurtigt.

De par gange jeg har sået min egne tomatplanter, har jeg startet omkring 1. april, så tomatplanterne når at få en fin størrelse inden jeg sætter dem ud i drivhuset.

Min foretrukne måde er dog helt klar at anskaffe tomatplanterne på planteskolen, når det er tid til at sætte dem ud i drivhuset. Så slipper man for pasningen, og kan købe lige netop den størrelse tomatplante, man vil.

For både de købte tomatplanter og de hjemmesåede, gør det sig gældende, at jeg sætter dem i drivhus primo maj måned.

Hvilke tomatsorter er gode?

Der findes jo et utal af tomatsorter. De mest populære er nok bøf-tomater, cherry-tomater, blomme-tomater og mere klassiske tomater som Gemini eller Elin.

Men det gode ved tomater er at der findes mange flere end bare de klassiske sorter. Prøv at eksperimentere lidt med nogle forskellige sorter, og lur dig frem til dem som smager bedst for dig.

Jeg har selv flest cherrytomater og blommetomater, da jeg synes de smager rigtigt godt. Men har efterhånden prøvet en række af. Både tigerstribede tomater, gule tomater og brune/sorte tomater.

Ønsker du mere smag i tomaterne, kan du ofte lade dem hænge så længe som muligt, da de så vil kunne oparbejde en kraftigere smag.

Opbinding af tomatplanter i kapillærkasse

Tomatplanter vil gro fint både i jorden i drivhuset og i kapillærkasser. Jeg foretrækker selv det sidste, da man så ikke behøver at vande hver eneste dag i sommerperioden. Når solen bager, drikker hver tomatplante hurtigt flere liter vand i døgnet. I kapillærkasser kan der typisk være 40-50 liter, så det sikrer dig at du ikke behøver vande hver dag.

Jeg vander selv typisk en gang i ugen, i højsæsonen, hvor jeg fylder kapillærkasserne op.

Hvis de får lov, vil tomatplanterne vokse pænt i vejret, og vil normalt skulle bruge støtte, for ikke at knække eller vælte omkuld i drivhuset. Derfor plejer jeg at sætte en opbindingspæl ved hver tomatplante, som planten kan vokse op ad. Jeg bruger små planteklemmer eller plastsnor til at holde planten op af pælen, hvilket fungerer glimrende.

Hver plante og pæl giver jeg desuden en snor der går op til loftet af drivhuset, som tomatplanterne så kan kravle op ad også. Det giver både planter og pæle solid støtte, så de ikke vælger når tomaterne begynder at myldre frem på planterne.

Der findes specielle pæle, fjedre med videre til den slags. Men disse koster normalt kassen i et byggemarked, og de selvkonstruerede pæle fungerer lige så godt. Du kan evt. bruge bambuspinde eller pinde fra elefantgræs, hvis du går ind for at genanvende havens bevoksning i drivhuset.

Gødskning af tomatplanter

Du kan med fordel gøde dine tomatplanter med jævne mellemrum. Jeg bruger selv en standard drivhusgødning, som jeg putter i vandet i kapillærkasserne, hver gang jeg fylder vand på. Det kunne være Pindstrup drivhusgødning 4-1-6 eller Substral drivhusgødning 5-1-4.

Det sikrer en nogenlunde jævn fordeling af gødning, og mine tomatplanter stortrives under disse forhold.

Knib og beskær dine tomatplanter

Som nævnt vokser tomatplanter rigtigt godt – og hurtigt. Det er derfor vigtigt at være over dine planter flere gange om ugen. Tomat planterne sætter nemlig mange sideskud, som uberørt vil blive til lange grene som igen sætter flere skud.

Alt for mange af disse vil kunne tage kraften fra planten, så tomaterne ikke vil blive så store og talrige som de ellers kunne.
Knib derfor de fleste sideskud af, medmindre du gerne vil have en gren ud et par steder på planten.

Sideskuddene vil du se i ”sammenføjningerne” på tomatplanten. Altså i starten mellem hovedstænglen og de enkelte grene/blade. Får de lov til at vokse, vil de nye sammenføjninger/hjørne give tilsvarende skud, og så fremdeles.

Og det går hurtigt. Tager du på en uges ferie midt i højsæsonen, kan du sagtens skulle fjerne meget lange sideskud, når du kommer hjem. Så mit råd er at løbe planten igennem hver 2-3. dag, så du får fjernet dem mens de stadig er små.

Du bør desuden fjerne unødvendige blade efterhånden som sæsonen skrider frem. Når tomaterne er sat på hovedplanten, fjerne jeg normalt alle de blade fra hovedstænglen, som sidder under den nederste klase på tomatplanten. Disse blade er der ingen grund til at planten bruger krudt på.
Når nederste klase er plukket, gentager jeg processen op til den nye nederste tomatklase.

Får tomatplanterne lov til at vokse op ad som de vil, vil du som mig nok også støde på at de når loftet af drivhuset på et tidspunkt. Knib derfor toppen af tomatplanten af, så den ikke sætter flere blade og klaser opad. Herefter er det kun sideskuddene, der stadig vil kunne vokse opad, og dem kan du jo også kontrollere.