Det børnevenlige drivhus

En af de mange glæder ved at holde drivhus, er når børnene deltager og får noget ud af de mange lækre afgrøder. Vores datter er heldigvis super glad for at komme i drivhuset, og jeg skal da gerne indrømme at jeg indretter drivhuset, så der er masser at komme derind efter.

De fleste afgrøder er valgt efter at hun skal kunne gå og spise af dem, og der er plads mellem planterne så hun kan komme rundt.


Lad børnene hjælpe dig i drivhuset

Man kan nemt skabe en interesse for drivhuset hos børn. Lad dem hjælpe med hele processen. Når drivhuset skal gøres forårsklart, kan en 3-årig sagtens hjælpe til med en vandslange eller skrubbe vinduerne med en børste. Når der skal plantes ud, kommer hun med ud på planteskolen og kan være med til at vælge planter, og derefter hjælpe med at plante dem i plantesækkene.

Vi har selvfølgelig en lille lyserød planteskovl, en rive og en minivandkande i drivhuset, så hun kan være med når hun vil.

Opbinding af tomater med flamingofigur

Sjov opbinding af planterne

Selv opbindingen af tomater og agurker kan gøres børnevenligt. Køb nogle små opbindingsfigurer som forestiller dyr og figurer, og brug dem til at holde rundt om planterne og opbindingspæle. Vi har både flamingoer og frøer i vores drivhus, og det sætter lidt kulør på. Og børnene elsker det.

Opbindingsfigurer kan købes på planteskolen og i supermarkeder. Jeg plejer selv at anskaffe dem i Netto, hvor man typisk får 2 for en tyver.

Cherrytomater og cocktailtomater

Saftige og velsmagende tomater er et sikkert hit, og “babytomater” i form af cherrytomater og cocktailtomater er nemme at gå til for de mindste. De har lige den rigtige størrelse.

Skoleagurker

Udover almindelige agurker planter vi også altid skoleagurker. De er perfekte til madpakken og gode til bare at gå og snacke af, når man er i haven. Der kommer desuden altid mange skoleagurker i drivhuset, og naboens tre drenge står altid klar til at tage i mod overskydende skoleagurker.

Velsmagende krydderurter

Krydderurter fungerer også glimrende. De smager godt og er nemme lige at plukke et par blade af. Min datter er nu nok også “krydderurtoman”, da hun tager fra af de meste. Basilikum, persille, purløg og oregano er blandt favoritterne, men selv løvstikke og rosmarin ryger også ned.

Til gengæld er der respekt for chilierne, efter hun fik fat i en af de stærkere sidste år.


Andre afgrøder til det børnevenlige drivhus

Der findes mange andre ting man kan plante i drivhuset, for at gøre det mere børnevenligt, men det er lige med at få plads til det hele. Græskar og melon er også sjove, men fylder meget. Noget af det må man så plante ud i køkkenhaven i stedet.

Har du forslag til et børnevenligt drivhus, må du endelig skrive en kommentar herunder.

Mælkebøttefjerner – sådan fjerner du let mælkebøtter i din have

MælkebøtterKender du ligesom mig til det at have mælkebøtter i din græsplæne? Frygt ikke, der findes et genialt redskab på markedet, som kan hjælpe dig med at fjerne mælkebøtterne, nemt og effektivt – uden at bruge gift.

Tidligere bestod min mælkebøttebekæmpelse af et lille gaffellignende redskab, som kunne bruges til at tage mælkebøtterne op af jorden med. Men det var lig med at man skulle kravle rundt på jorden, og var både besværligt og lig med en øm ryg.

Sidste år fandt jeg dog heldigvis en genial løsning på problemet. En såkaldt mælkebøttefjerner, som er et redskab der gør at du kan stå op og fjerne mælkebøtterne.
Fiskars mælkebøttefjerner
Det er pludseligt blevet lynhurtigt at fjerne mælkebøtterne, og mælkebøttefjerneren er effektiv til at fjerne hele mælkebøtten inkl. den ofte lange rod, så du slipper for at den samme mælkebøtte kommer igen senere.

En mælkebøttefjerner er et billigt redskab

Prisen for mælkebøttefjerneren er meget overskueligt. Typisk står de i omegnen af 200-250 kr, og fås i de fleste byggemarkeder og havecentre. Jeg har en Fiskars mælkebøttefjerner, men der er flere af de konkurrerende mærker, som tilbyder lignende redskaber.

Fiskars tilbyder også en udvidet udgave med teleskopskaft, så det er nemt at indstille højden på mælkebøttefjerneren.


Sådan fjerner du mælkebøtterne

Det er super simpelt at fjerne mælkebøtterne med min Fiskars mælkebøttefjerner.

Fjern mælkebøtter - step 1 Start med at sætte tænderne på redskabet ned over mælkebøtten, så centrum af mælkebøtten er i midten af de fire tænder.
Fjern mælkebøtter - step 2 Herefter skubber du mælkebøttefjerneren ned, og træder på fodstykket, så tænderne kommer helt ned i jorden.
Fjern mælkebøtter - step 3 Nu trækker du i toppen af mælkebøttefjerneren, og kan så tippe den så den hiver mælkebøtten op af jorden.
Fjern mælkebøtter - step 4 Sidst hiver du bare i håndtaget midt på den, så slipper tænderne mælkebøtten igen, og du er nu klar til den næste mælkebøtte.

Det eneste spor der efterlades er et lille hul i græsplænen, hvor mælkebøtten sad før.

Mælkebøtte med rod Det er intet mindre end genialt, og bør være et standard redskab i enhver haveejers skur. Aldrig har det været nemmere at fjerne mælkebøtter og deres ofte lange rødder.

Køb mælkebøttefjerner på nettet

Herunder finder du et par priseksempler på mælkebøttefjernere. De kan købes online.

Så er der sat tomater og agurker

Lørdag d. 12. maj blev dagen hvor jeg fik starten drivhussæsonen 2012 op for alvor. Jeg havde nogle uger forinden gjort mit drivhus forårsklart, så selve udplantningen gik rimeligt hurtigt.

Som jeg plejer bruger jeg kapillærkasser, og havde indkøbt en stak plantesække fra Pindstrup.

Sidste sæson eksperimenterede jeg lidt med placeringen af tomater og agurker, uden det store held, og i år er jeg derfor vendt tilbage til mit normale udgangspunkt. Tomater i den nordlige side af drivhuset, og agurker i den side der vender mod syd.

Jeg har i år købt blommetomater, cherrytomater og alm. tomater. Ikke noget stort og ikke noget eksperimenterende. Men med en ny baby der lander indenfor en overskuelig fremtid, regner jeg ikke med at 2012 bliver det år, jeg får tilbragt mest tid i mit drivhus. Desværre. Så det bliver så let og overskueligt et udvalg som muligt i år.
🙂

Agurkerne blev en 3/4 fordeling af skoleagurker og alm. agurker. Min datter elsker skoleagurker, og de er perfekte til madpakker og frugtdage i børnehaven. Så selvfølgelig skulle vi have flest af dem igen i år.

Som rosinen i pølseenden har jeg plantet rosmarin og persille, og inden længe kommer der basilikum og oregano til. Det er skønt med masser af krydderurter i drivhuset, og dem nyder vi godt af hele sommeren igennem.

Agurkeplanter i drivhuset
 

Tomatplanter i drivhuset
 

Tomater i plantesæk i drivhuset
 

Krydderurter i drivhuset

Muldvarpe i haven

Har du fået uventede gæster i haven i form af muldvarpe, risikerer du at din fine græsplæne og køkkenhave bliver fyldt med muldvarpeskud. Selvom det ikke skader haven, er det de færreste der bryder sig om muldvarpeskud i haven.

Men frygt ikke. En ny hjemmeside har set dagens lys, og fokuserer på hvordan du kan bekæmpe muldvarpe i haven.

Her kan du se hvordan du selv kan fange muldvarpen eller finde nogen der kan hjælpe dig med at fange den.

Dyrk kartofler i drivhuset og høst tidligt

Elsker du også nye danske kartofler, og kan du ikke vente til de kommer hos grønthandleren til en fornuftig pris, kan du dyrke kartofler i dit drivhus og høste kartofler tidligt.

Der findes flere måder at udnytte drivhuset på til at få tidlige kartofler. Herunder løber jeg et par af de mest oplagte måder igennem. En ting du skal være opmærksom på er at kartoflerne ikke tåler frost. Du skal derfor sikre dig at du ikke planter ud for tidligt, eller sørger for at holde dit drivhus frostfrit.

Forspiring i drivhus og udplantning i kartoffelbedet

Du kan lade dine kartofler forspire i drivhuset, hvorefter du planter dem ud i jorden når jorden er frostsikker. Ved at udnytte den ekstra varme i drivhuset, kan du give planterne et boost, og sætte dem godt i gang. Når planterne så er spiret og har vokset lidt, kan du plante dem ud i dit kartoffelbed.

Det er vigtigt at du ikke starter før at der er frostfrit, eller sikrer drivhuset mod frosten.

Lad kartoflerne spire og vokse i drivhuset 

Du kan også starte endnu tidligere, og lade dine kartofler spire indendørs. Du kan sætte dem i små potter, mælkekartoner, bakker og lignende og lade dem få de første uger indendørs. Sørg for at temperaturen ikke overstiger 20 grader, da planterne også kan vokse for meget. Sæt dem til spiring i starten af Marts, så passer tiden typisk nogenlunde, hvis du skal have kartoflerne ud igen inden tomater og agurker skal ind. Når så jorden og drivhuset er frostsikkert, kan du plante kartoflerne ud i drivhuset eller i kartoffelbedet.

Ved at plante kartoflerne ud i drivhuset kan du ofte nå at få dem høstet neden det bliver tid til at sætte tomater og agurker ud i drivhuset. 

Kartofler i spande i drivhuset

En simpel metode til at få tidlige kartofler på er at plante kartofler i spande i drivhuset. Her kan du bruge en simpel sort malerspand, som du kan købe i alle byggemarkeder. Brug sphagnum eller jord i spanden og plant én kartoffel pr. spand. Kartoffelspanden kan nu flyttes rundt efter behov, og endda flyttes udenfor hvis vejret tillader det. En sydvendt gavl er et glimrende sted at placere spandene, hvis man ikke vil have dem i drivhuset hele tiden.

Når de er blevet tid til at høste, tager du bare en spand ad gangen. Det er ikke unormalt at du får et kilo kartofler pr. spand.

Hvilke sorter er de bedste til drivhuset?

Kigger du på smagen er de meget individuelt hvilken sort du er mest til. Men gode kartoffelsorter til dyrkning i drivhuset er Primula og Solist. Begge kartoffelsorter giver et flot udbytte og smager godt.

Frostbeskyttelse af kartoflerne

Kommer der en periode med nattefrost, skal du tage dig visse forholdsregler, ellers kan kartoflerne i drivhuset gå til. Har du plantet kartoflerne i spande, kan du nemt putte bobleplast eller poser rundt om dem. Er de plantet i jorden. Drivhuset kan du lave et “telt” af plastic. En plastafdækning vil altid holde yderligere på varmen.

En simpel måde at undgå frost kan også være at tænde stearinlys i drivhuset. Ofte kan et par lys holde temperaturen over frysepunktet. Det afhænger selvfølgelig af hvor hård nattefrosten er.

Ellers er der selvfølgelig flere forskellige tekniske måder at varme dit drivhus op på. El-opvarmning, gasovn osv. Men det koster jo lidt og kan være besværligt.

Jeg bruger selv bare plastspande til at dyrke kartoflerne i. Mest for sjov skyld, men også fordi det smager skønt med friske nye kartofler.

Kartofler i spand dyrket i drivhuset

Agumater – nu kan du endeligt dyrke agumater i dit drivhus

Nu er den her endelig. Agumaten – en krydsning mellem agurk og tomat. Den velsmagende grøntsag er nu endelig kommet frem som en sort der kan dyrkes i danske drivhuse.

Vi har ventet på den længe herhjemme. Selv i et drivhus, har det været svært at dyrke agumater her i Danmark. Men nu har forskere i Spanien endelig fremdyrket en bæredygtig sort, som kan gro i danske drivhuse.

Agumaten er kendt for at være svær at dyrke, da den kræver meget specielle lys og varmeforhold. Selv mindre variationer i disse forhold, skader planten, så du aldrig vil se skyggen af afgrøder på planten. Hidtil har det kun været muligt at dyrke agumater, i et mindre område i det sydlige Spanien.

Hvad er en agumat?

Agumat - en velsmagende grøntsagSom navnet kraftigt antyder, er det en krydsning mellem en agurkeplante og en tomatplante. Agumatens ydre minder mest om en agurk, mens grøntsagens indre mest af alt ligner en tomat. Smagen er mest i retning af en cherrytomat, dog med en karakteristisk eftersmag, som er helt unik for agumater.

Agumaten har længe været anerkendt som en af verdens mest smagsfulde grøntsager, men de høje priser på agumater har gjort at de aldrig har vundet indpas hos de danske grønthandlere og supermarkeder. Det har været en grøntsag som kun bruges på finere restauranter.

Men det kan der heldigvis laves om på nu, hvor den nye agumatsort er dukket op på markedet. I sær i Holland er de i gang med en masseproduktion af agumater, men også traditionelle tomat- og agurkeavlere herhjemme, tager nu agumaten til sig, og begynder at dyrke den massivt.

Vi kan derfor forvente at se agumater i butikkerne herhjemme i løbet af sommeren.

Køb frø eller planter på planteskolen

Frøene er allerede på markedet herhjemme, og du kan nu finde dem i de fleste havecentre og planteskoler. Prisen er lidt i den høje ende, men det er da et forsøg værd. Hvis erhvervsavlerne kan dyrke agumater nu, kan vi hobbyavlere vel også dyrke dem i vores drivhuse.

Mos i græsplænen – sådan får du bugt med mosset

Kæmper du også med mos i din græsplæne, så frygt ikke. Der er flere måder du kan bekæmpe og få bugt med mos i græsplænen på.

Mos i græsplænen er en af havejernes store fjender. Får mosset først lov til at tage overhånd, kan det skæmme plænens udseende. Det er dejligt blødt ja, men det er nu pænere med flot grønt græs.

Der findes heldigvis flere måder til at bekæmpe mos i plænen.

Hjælp græsset i kampen mod mosset

Når du vil bekæmpe mosset i din græsplæne, er det vigtige at du giver græsset de bedste betingelser i kampen mod mosset.

Græs har brug for sol og luft, og vil du have en flot græsplæne skal plænen helst ikke være i skygge i størsteparten af dagen. Mosset elsker til gengæld den fugtige skygge, og en skyggefuld græsplæne er næsten garanti for mos.

Har du derfor overflødige buske og træer, som giver unødig skygge, kan du overveje at fjerne dem, så græsset får mere sol og lys i løbet af dagen.

Græsset har også brug for luft, for at kunne gro optimalt. Du skal derfor sørge for at rødderne får bedre ventilation. Det kan du gøre ved at lave huller i græsplænen med en greb. Stik greben ned i jorden og vrik den lidt frem og tilbage, og så fremdeles. Men det er et tidskrævende arbejde, med en stor græsplæne. Et alternativ til den manuelle måde er at bruge en vertikalskærer. Den er designet til formålet, og vil laver ridser og fuger i plæne og jord, når du kører maskinen hen over din plæne.

Lader du græsset gro så græsplænen bliver lidt langhåret, vil græsset bedre kunne kæmpe mod mosset. I efteråret når græssæsonen slutter, vokser mosset stadig lidt videre. Sørg derfor for at græsset er lidt langt til sidst, så det hjælper dig i kampen mos mosset.

I det hele taget har græsset kun godt af at være lidt langt, så med mindre du skal spille golf i baghaven, så lad det gro lidt længere end ellers.

Giv din græsplæne næring

Græsplænen har godt af at få næring tilført, så giv gerne plænen gødning i starten af vækstsæsonen, typisk primo april.

Ind imellem har græsset også godt af at få en gang kalk. Den tilførte næring får græsset til at gro bedre, og det står dermed bedre rustet i kampen mod mos.

Fjern mosset

Jo mindre mos, jo bedre gro græsset, så du bør fjerne noget af mosset fra planen, så græsset kan gro ordentligt. Du kan vælge at fjerne mosset pr. håndkraft ved at bruge en rive eller en speciel mosrive.

Du kan også bruge en mosfjerner eller plænelufter, som er en maskine du kører hen over græsset, og rykker mosset op via små metalstænger.

Den mest effektive er nok en vertikalskærer, som virkeligt tager fat. Den går hårdt til værks, og rykker mosset op. Den er dog også effektiv på græsset, hvorfor plænen kan se lidt medtaget ud bagefter. Men i løbet af lidt tid ser den dog hurtigt fin ud igen, nu med meget bedre chancer for at slippe af med mosset.

Jeg hælder selv mest til brugen af vertikalskærer og plænelufter. De er effektive, og du kan købe eller leje en kombimaskine for forholdsvist få penge.


Forårsfornemmelser i rabarberbedet

Skønt som foråret for alvor er ved at melde sit komme. Og rabarberbedet er ingen undtagelse. De fineste små lyserøde planter er begyndt at skyde op gennem jorden, med lovning om at vi kommer tættere på en periode med rabarbertærter, rabarberkager, rabarbersaft og hvad man nu ellers finder på at bruge dem til.

Skønt!


Rabarber er nemme at dyrke

De velsmagende rabarber er heldigvis nemme at dyrke. Du kan se her hvordan du dyrker rabarber i haven.

Vi har faktisk kun 2 rabarberplanter i haven, men de leverer til gengæld rigeligt med rabarber til vores lille familie. Stående på hvert hjørne af forsiden til drivhuset, ser vi dem hver gang vi skal ind i drivhuset. De flotte røde stængler der bærer de store kraftige grønne plade.

Og planterne er store og flotte. De stammer faktisk oprindeligt fra den samme store rabarberplante, som jeg for 4-5 år siden gav en spade ned gennem midten. Det gav de to fine rabarber vi har nu. Den ene endda så stor så den fik en tur med spaden igen. Med det resultat at vires naboer nu også har velsmagende rabarber i deres have.

Det viser lidt hvor nemt det er. Rabarber er en hårdfør plante, som du nemt kan dele op, og få til at gro fint videre.

Herunder ses et par billeder af de små skud på vores rabarberplanter.

Forår i rabarberbedet Røde rabarberblade i rabarberbedet Rabarberne er vågnet efter vinteren

Er du klar til foråret i dit drivhus?

Så begynder temperaturerne så småt at stige, og foråret er hastigt på vej. Efter en flot og lun afslutning på februar måned, kan man igen begynde at tænke på sit drivhus.

Hvad skal der plantes i drivhuset i år?

Hvad skal der dyrkes i år. Skal det være de sædvanlige afgrøder: agurker, tomater, pebre – eller skal man prøve at eksperimentere med andre planter og afgrøder.

Jeg eksperimenterende selv en smule sidste sæson, men især min omrokering af agurkernes placering faldt ikke heldigt ud. De gav ikke nær så meget som normalt, og var længere tid om at blive flotte. De ryger derfor tilbage i sydsiden af mit drivhus i år.

Men ellers er min plan nogenlunde samme taktik som normalt. Grøntsager som vi bruger, og som min datter på godt 3 1/2, kan gå og snacke af. Altså agurker og tomater, måske lidt ærter hvis der er plads. Og så godt med krydderurter.

Drivhuset skal gøres klar til foråret

Hvis du ikke gjorde dit drivhus rent efter sidste sæson, kan du godt overveje forårsrengøringen nu. Drivhuset har sikkert et grønt skær af alger og planter, og trænger til en grundig rensning, så det er klar til at du skal have plantet.

Se her gode råd til klargøring af drivhuset.

Halloween – sådan laver du et uhyggeligt hoved af græskar fra haven

Så er Halloween over os, og det er tid til at finde græskarrene frem, og lave sjove græskarhoveder. Se hvordan du laver et halloween græskar.

Græskar hoved til halloweenDet er igen blevet tid til halloween, en højtid som vi så småt er ved at tage til os, efter amerikansk inspiration.

Og til halloween hører der sig græskar. Masser af græskar, som skal skæres ud til græskarlygter, der ligner uhyggelige eller sjove ansigter.

Har du stadig græskar i drivhus eller have, er det derfor tiden til at tage dem ind nu, og gøre dem klar til halloween. Har du ikke selv græskar, kan du jo bare tage en tur til det lokale supermarked. De bugner alle med græskar i forskellige størrelser i disse dage.

Børn elsker at lave græskarhoveder

En af de væsentligste grunde til at vi har taget halloween til os, er at børnene elsker det. At lave græskarhoveder er en aktivitet for hele familien, og både store og små børn kan være med.

De mindre børn kan være med til at tegne og bestemme hvordan græskarret skal se ud, og så kan de voksne jo skære græskarret ud, så halloween ikke ender som en blodig tid!

Hvilke græskar skal du bruge?

De fleste typer græskar kan anvendes, men rigtige halloween græskar er store og orange. Det er også dem du finder i butikkerne nu. De er typisk af arten cucurbita pepo. Men har du andre typer græskar i din egen have, vil de normalt fint kunne anvendes.

Jo større jo bedre, så der er plads til at du kan stille fyrfadslys i bunden af græskarret, uden at du futter det hele af.

Du skal desuden være opmærksom på at græskarret helst skal have en nogenlunde flad bund, så det står bedre og mere stabilt.

Sådan laver du et halloween græskar

Halloween græskar lygteStart med at skære toppen af græskarret, som herefter fungerer som låg på græskarlygten. Skær et par centimeter fra kanten fx et lige eller zigzag mønster. Herefter skal indmaden tages ud af græskarret. Skrab det ud med en stor ske, eksempelvis en suppeske, og læg kødet op i en skål.

Skrab herefter det indvendige græskar fri for trevler og kærner, så du får en nogenlunde ren overflade. Sørg desuden for at skrabe bunden, så den er nogenlunde plan. Fyrfadslysene skal stå på bunden, så det er vigtigt at de står rimeligt plant.

Herefter er det blevet tid til at lave selve ansigtet. Tag en blyant eller en tusch, og tegn ansigtet som I ønsker det skal se ud. Her er det kun fantasien der sætter grænser. I kan lave en trold, heks,et monster, en smiley eller noget helt andet. Tegn øjne, næse og mund, og munden eventuelt fyldt med hugtænder.

Skær nu efter stregerne, så øjne, mund osv bliver som huller, som lyset kan skinne ud af. Når I er tilfredse med græskarhovedet, sættes toppen på igen og I er nu færdige. Vær opmærksom på at græskarret kan mugne, hvis det skal stå lang tid. I kan eventuelt pensle græskarret indvendig med atamon, så vil det holde længere.

Slutteligt sættes et tændt fyrfadslys ind i græskarret, og I har nu en flot græskarlygte i bedste amerikanske halloween stil.

Brug indmaden fra græskarret

I stedet for at smide indmaden fra græskarret ud, kan I anvende dette til at spise. Kernerne kan eks. steges og saltes, så de bliver dejligt sprøde. De er gode som snacks.

Kødet kan anvendes til græskarsuppe, græskartærte eller den traditionelle amerikanske pumpkin pie.